Rosendahls logoRosendahls - Schultz Grafisk logo
 
13-10-2009

Pressemeddelelse

Henning Dyremose ny bestyrelsesformand i Rosendahls-koncernen

Efter sidste uges køb af Schultz Grafisk A/S har Rosendahls valgt at udvide bestyrelsen med et af dansk erhvervslivs mest erfarne navne, tidligere finansminister og adm. direktør for TDC Henning Dyremose.

Rosendahls er en af landets ældste og største virksomheder i den grafiske branche. Med topmoderne trykkerier i Esbjerg, Odense og København og en samlet EBIT sidste år på 7,7 mio. kroner har koncernen gennem de seneste år befæstet sin position i et stærkt konkurrencepræget marked. Samtidig har ledelsen målrettet fulgt en aggressiv vækststrategi, der har resulteret i flere opkøb, og som i sidste uge førte til det hidtil største virksomhedskøb i Rosendahls 107-årige historie, nemlig overtagelsen af Schultz Grafisk pr. 1. november 2009.

I kølvandet på den seneste overtagelse har bestyrelsen i Rosendahls ønsket at styrke sig med nye professionelle kræfter.  Derfor indtræder tidligere finansminister og adm. direktør for TDC Henning Dyremose som ny formand for bestyrelsen, mens den hidtidige formand, bogtrykker Paul Rosendahl, fortsætter som menigt bestyrelsesmedlem.

- Den grafiske branche er præget af store omvæltninger, og vi ser i øjeblikket en stærk konsolidering, hvor de største vokser, mens mange af de små må løbe endog meget stærkt for at holde trit med konkurrencen, fortæller administrerende direktør Palle Rosendahl om baggrunden for at udvide bestyrelsen med en af erhvervslivets absolutte sværvægtere. Han forventer således ikke, at købet af Schultz Grafisk bliver det sidste fra Rosendahls-koncernen, og blandt andet derfor har han store forventninger til det fremtidige samarbejde med Henning Dyremose.

- Henning Dyremose har en bred forretningsmæssig indsigt og en erfaring næsten uden sidestykke i dansk erhvervsliv. Og med den størrelse Rosendahls-koncernen efterhånden har fået og yderligere opkøb i horisonten, er jeg overbevist om, at han er den helt rigtige at have siddende for bordenden, siger Palle Rosendahl, der tror på, at koncernen fremover vil fremstå som en endnu stærkere samarbejdspartner for kunderne.

Den nye formand indtræder i bestyrelsen for moderselskabet K. Rosendahls Bogtrykkeri A/S med hovedsæde i Esbjerg, ligesom Henning Dyremose får plads i bestyrelsen for de to datterselskaber Rosendahls – HTOdense A/S og Rosendahls – Schultz Grafisk A/S.

- Rosendahls er en fantastisk spændende virksomhed med en lang historie, et stærkt værdigrundlag, en bundsolid økonomi og ikke mindst et visionært syn på, hvordan koncernen skal vokse og dermed styrke sin position yderligere i de kommende år, udtaler Henning Dyremose. Han glæder sig derfor til at trække i arbejdstøjet og sammen med den øvrige bestyrelse og Palle Rosendahl fastholde det momentum, der er opnået på trods af den igangværende økonomiske krise. – Såvel sidste års resultat som de foreløbige tal for 2009 tegner et klart billede af en koncern i fremdrift, og derfor ser jeg det i første omgang som en af mine fornemmeste opgaver som bestyrelsesformand at holde kursen og skabe fundamentet for yderligere vækst, slutter Henning Dyremose.

Yderligere information og uddybende kommentarer kan fås ved henvendelse til:

Bestyrelsesformand Henning Dyremose

Telefon: 76 10 11 12


Adm. direktør Palle Rosendahl

Telefon: 76 10 11 12

Mobil: 40 33 21 12

E-mail:                pr@rosendahls.dk


 

Rosendahls - Schultz Grafisk a/s   Herstedvang 10   2620 Albertslund   Denmark   Tel. +45 43 63 23 00   Fax +45 43 63 53 29   E-mail adresser